Anders Kühnau: Sundhedsvæsenets aktiviteter skal give værdi for patienterne

Interview
Anders Kühnau

Prøver, undersøgelser og behandlinger, der bliver gentaget, uden at det giver mening for hverken patienter eller et presset sundhedsvæsen. Vælg Klogt skal bidrage til, at vi får mest mulig sundhed for pengene, lyder det fra formanden i Region Midtjylland.

Blodprøver hos egen læge og igen på hospitalet, en scanning for at være på den sikre side og fysisk fremmøde flere gange årligt for at få udleveret medicin. Det savner mening – ikke alene for patienterne, der spilder deres tid og energi, men også for sundhedsvæsenet, der kæmper for at få enderne til at mødes.

Sundhedsvæsenet er under voldsomt pres. Vi ser ind i en fremtid, hvor det kun vil blive værre, fordi efterspørgslen på sundhedsydelser fortsat vil blive større med det stigende antal ældre og kronisk syge. Derfor skal Vælg Klogt hjælpe os med at reducere den aktivitet, der ikke giver værdi for patienterne, så vi får mest mulig sundhed for pengene, siger Anders Kühnau, regionsrådsformand i Region Midtjylland og formand i Danske Regioner.

Region Midtjylland arbejder blandt andet med Vælg Klogts anbefaling om at undgå antibiotika til øvre luftvejsinfektioner, eksempelvis bihule-, mellemøre- og halsbetændelse, når der ikke er tegn på bakteriel infektion. Unødig brug af antibiotika som penicillin kan medføre, at flere og flere patienter bliver antibiotikaresistente, hvilket betyder, at antibiotika, der før kunne bekæmpe helt almindelige sygdomme, ikke længere er effektivt.

Patienter og læger udvikler holdbare løsninger

En anden Vælg Klogt-anbefaling, som Region Midtjylland arbejder med, er at undgå billediagnostik af patienter med nyopståede lænderygsmerter, når der ikke er mistanke om alvorlig lidelse. I Region Syddanmark har man siden 2018 arbejdet med anbefalingen, hvilket har resulteret i en reduktion i antallet af røntgenundersøgelser på 40 procent og MR-scanninger på 30 procent.

Vælg Klogt peger på løsninger og alternativer, som er holdbare og kan skabe forandring. Når patienter og klinikere har en ligeværdig dialog om, hvad der skal reduceres, så tror jeg, at opbakningen til og viljen fra klinikerne er større til at ændre arbejdsgange, og patienterne kan bedre forstå og acceptere, at behandlingen ikke længere skal være, som den ’plejer’, siger Anders Kühnau.

Læs interview med Stephanie Lose, regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Behandlinger og undersøgelser skal give værdi

Region Midtjylland har gennem de seneste fem år haft gode erfaringer med Vælg Klogt-anbefalingen om at undgå anæstesitilsyn ved fysisk fremmøde før en lavrisikooperation, når hverken patienten ønsker det, eller der er en faglig begrundelse.

Dagkirurgisk afsnit på Aarhus Universitetshospital har blandt andet sparet patienterne meget tid i venteværelset ved at tilbyde digitalt anæstesitilsyn – papir-, telefon- eller videotilsyn. Vel og mærket kun til de patienter, der selv ønsker det, har et godt helbred og skal igennem en ukompliceret operation.

Det er vigtigt, at vi fokuserer på det, der giver en oplevet værdi og en reel værdi for patienterne i deres behandlingsforløb. Og klinikere og patienter er kort sagt de bedste til at få øje på undersøgelser og behandlinger, der savner den værdi, siger Anders Kühnau.
Det pressede sundhedsvæsen

Sundhedsvæsenet er under pres, og det er vigtigere end nogensinde før, at aktiviteter og arbejdsgange bliver vurderet og tilrettelagt med udgangspunkt i patienternes ønsker og behov, så ressourcerne bliver brugt bedst muligt.

I de kommende uger spørger Vælg Klogt landets fem regionsformænd om, hvad patienter og læger kan sammen, og hvorfor kloge valg er vigtige både nu og i fremtiden.

Hvem er Vælg Klogt?

Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter udgør tilsammen Vælg Klogt. Et stærkt fagligt fællesskab mellem 900.000 patienter og pårørende og godt 25.000 læger og andre sundhedsprofessionelle.

Sammen peger patienter og læger på, hvad sundhedsvæsenet skal gøre mindre af, fordi det hverken gavner patienternes livskvalitet eller har en faglig begrundelse. 

Læs mere om Vælg Klogts organisering og arbejde.