Workshop: Mere tværfaglighed og tid til patientinformation

Nyhed
Billeder af hænder og post-its

Over 50 sundhedsprofessionelle og patientrepræsentanter fik konkrete værktøjer til at mindske unødvendig røntgen og MR til lænderygsmerter, inspireret af Region Syddanmarks arbejde. Mere samarbejde på tværs af sektorer og fælles patientinformation var nøglepointer.

4. april holdt Vælg Klogt første workshop ud af to, der skal bidrage til, at flere følger retningslinjer og anbefalinger om ikke at lave MR og røntgen af lænderyggen, når der ikke er tegn på alvorlig lidelse. Målet er bruge de knappe ressourcer bedre, så scanninger går til de patienter, hvor der er klinisk indikation. Deltagerne spændte bredt på tværs af de fem regioner, så både læger, fysioterapeuter, kiropraktorer, kvalitetsmedarbejdere, ledelse og patientrepræsentanter kunne drøfte forskellige aspekter af problematikken og få konkrete løsninger med hjem.

Region Syddanmark har regnet den ud

Vælg Klogts kongstanke er at udbrede de gode løsninger, der findes og samarbejde med dem, der allerede er lykkedes. Derfor var Jakob Blaabjerg Espesen, ledende overlæge på Rygcenter Syddanmark og Lisbeth Hartvigsen, sundhedsfaglig konsulent, Ph.d. og kiropraktor, de første til at indtage skærmen med et inspirerende oplæg om, hvordan de er lykkedes med et fald på henholdsvis 40 procent af røntgen og 30 procent af MR-scanning af columna i regionen fra 2017 til 2021. Der var roser og stor tilfredshed med både oplæg og patientmaterialet fra Region Syddanmark.

Se materialerne her.

Redskaber til patienter

Patienternes perspektiv var blandt andet repræsenteret gennem forskningsansvarlig sygeplejerske og Ph.d. fra Backtrace Camilla Rossen, der fortalte hvordan man med viden om patienters perspektiv, kan give dem redskaber til at håndtere deres lænderygsmerter. Mange patienter med rygsmerter oplever en usikkerhed og mangel på viden, der kan føre til magtesløshed og direkte handlingslammelse. Det er ifølge Camilla Rossen noget af det, der får patienter til at ønske en scanning, fordi de så indgående har et behov for at blive ”fikset”. Det er derfor fuldstændig afgørende, at patienter får den rette hjælp og viden til at håndtere deres smerter og på den måde komme sig hurtigere.

Fagpersoner: stop med x, begynd på y

Ingen workshop uden breakout-rooms og tid til refleksion over egen hverdag og praksis. Og netop dette var der sat tid af til, for hele formålet var, at deltagerne nu efter workshoppen skal gå hjem, klædt på til at skubbe på den rette udvikling. Oplæggene ledte til drøftelser om, hvad man bør holde op med, såsom:

  1. At scanne ved usikkerhed (søg rådgivning)
  2. At give efter for presset fra patienten, forsikringer eller rehabilitering
  3. At lave MR-scanning, hvis patienten ikke ønsker operation
  4. At dramatisere prolapser
  5. At scanne flere områder af kroppen – scanningen skal være målrettet.

Og der var relevante diskussioner om, hvad der skal til for at gøre det bedre fremover, for eksempel:

  1. At sikre tværfagligt samarbejde med kommunalt sundhedsvæsen, samt mellem terapeuter og egen læge
  2. At sikre bedre og mere ensartet patientinformation, fx udarbejdelse af fælles forklaringsmodeller
  3. Bruge tid på at få patienten til at forstå sine smerter
  4. Skarpere retningslinjer for, hvornår patienter skal henvises
  5. Sparring gennem eksempelvis telefonisk assistance, ligesom Rygrøret i Region Syddanmark.

Patienter: vigtigt, at trygheden bevares

Fra workshoppens patientrepræsentanter kom der også vigtige pointer, om hvad der skal til for at bevare trygheden. Det kan være stressfyldt og forbundet med bekymringer og usikkerhed, hvis man ikke kan blive tilbudt en scanning. Her er information og tid kodeord. Det patienterne lagde vægt på var:

  1. At der er tid til en forklaring
  2. At gøre brug af en behandler (fysioterapeut, kiropraktor eller lignende)
  3. At få viden fra en troværdig kilde såsom en behandler
  4. En handleplan, der guider igennem forløbet og gør én til en aktiv medspiller.

Og således forløb en eftermiddag i april, hvor der blev taget vigtige skridt i retning af at bruge ressourcerne bedre til gavn for patienter og sundhedsvæsen.

Næste workshop afholdes 20. september. Læs mere om lænderyg-anbefalingen.

Program fra workshoppen 4. april 2022

Velkomst og introduktion til anbefalingen, Susanne Axelsen, leder af Vælg Klogt

BILLEDDIAGNOSTIK AF COLUMNA – Erfaringer fra Region Syddanmark v/ Jakob Blaabjerg Espesen, ledende overlæge, Rygcenter Syddanmark og Lisbeth Hartvigsen, sundhedsfaglig konsulent, Ph.d. og kiropraktor.

1. session gruppearbejde: Nuværende praksis og hvad er vigtigt for patienter?

HVORDAN FÅR VI PATIENTEN I CENTRUM?

v/ Camilla Blach Rossen, Forskningsansvarlig sygeplejerske, Ph.d. Backtrace

2. session gruppearbejde: Hvad kan I selv gøre og vigtigste pointer til det videre arbejde.

Opsamling og tak for i dag v. Susanne Axelsen

Kontakt

Billede af Camilla Flintholm Raft

Camilla Flintholm Raft

Konsulent
24 75 11 49

Om forløbet Scan, Scan ikke

Forløbet er startet med første workshop i april og slutter 20. september. Forløbet er tilrettelagt så det giver deltagerne mulighed for at gå tilbage til egen praksis, afdeling og region, og påbegynde de nødvendige forandringer. I mellem de to workshops er der opfølgning og sparring med Vælg Klogts proceskonsulenter.

Begge workshops afholdes virtuelt på Zoom.