Mads Duedahl: Løsningerne skal komme nedefra 

Interview
Mads Duedahl

Vælg Klogt arbejder efter en bottom-up-model, hvor læger og patienter sammen peger på behandlinger, de ikke oplever, har værdi. En model, der giver ordet til dem, der arbejder på gulvet, og som har de bedste forudsætninger for at udvikle holdbare løsninger, siger formanden i Region Nordjylland. 

Patienterne undrer sig over, hvorfor de ikke kan få et digital anæstesitilsyn forud for operationen i stedet for at spilde flere timer i venteværelset på et fysisk tilsyn. Lægerne er frustrerede over, at det ikke er kutyme at afholde digitale tilsyn med de patienter, der er raske og selv ønsker det, for det ville lette presset i hverdagen.  

Eksemplet er et af mange, hvor patienters og lægers undren og frustration er blevet til en Vælg Klogt-anbefaling. For når de parter, der oplever problemerne på nært hold, går sammen om løsninger, der også imødekommer større strukturelle udfordringer, er det en bottom-up-model.

Vælg Klogt kan udpege områder og formulere helt konkrete anbefalinger, fordi alt arbejdet tager udgangspunkt i, hvad patienter og klinikere oplever af spild i hverdagen. Patienter og læger kan se noget, topledelsen ikke kan, og løsningerne, patienter og læger kan udvikle sammen, er holdbare, fordi de netop er rodfæstet hos dem selv, siger Mads Duedahl, regionsrådsformand i Region Nordjylland, og fortsætter:
Mange antager, at de forandringer, Vælg Klogt bidrager med, skal komme fra toppen og ikke bunden. Men det er en misforståelse, at vi fra politisk niveau med et regionsråd og direktører i spidsen kan udvikle varige løsninger, der fungerer i praksis. Det er helt omvendt.

Patienters og lægers synspunkter er lige vigtige

Regionen arbejder blandt andet med en Vælg Klogts anbefaling om at undgå anæstesitilsyn ved fysisk fremmøde før en lavrisiko-operation, når hverken patienten ønsker det, eller der er en faglig begrundelse. To hospitalsafdelinger på henholdsvis Regionshospital Nordjylland i Hjørring og Aalborg Universitetshospital har i samarbejde med Vælg Klogt været med til at afprøve anbefalingen.

Afdelingerne har sammen med patientrepræsentanter og kvalitets- og forbedringskonsulenter udviklet et skaleringsværktøj, der skal støtte kirurg og patienttil at vælge den tilsynsform, der egner sig bedst til patienten forud for operationen. Dertil har regionen udarbejdet informationsmateriale målrettet patienter, der skal i bedøvelse, så de kan forberede sig forud for operationen.  

Patienter og læger kan have meget forskellige holdninger til samme område, fordi der ikke nødvendigvis er et match mellem det gode liv og den gode behandling. Begge synspunkter er afgørende i udviklingen af anbefalinger, og jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at patienterne har et lige så stort mandat som lægerne. Deres viden er mindst lige så relevant som klinkernes, siger Mads Duedahl.

Læs mere om pilotprojektet med anæstesi-anbefalingen i Region Nordjylland. 

Ressourcerne skal komme flest mulige til gavn 

En anden anbefaling fra Vælg Klogt, som Region Nordjylland arbejder med, erat undgå billeddiagnostik af patienter med nyopståede lænderygsmerter, når der ikke er mistanke om alvorlig lidelse. I Region Syddanmark har man siden 2018 arbejdet med anbefalingen, hvilket har resulteret i en reduktion i antallet af røntgenundersøgelser på 40 procent og MR-scanninger på 30 procent. 

Ressourcerne skal komme flest mulige patienter til gavn, for det er ingen hemmelighed, at sundhedsvæsenet står over for store udfordringer med mangel på personale og store udgifter til et stigende antal ældre. Vælg Klogt kan netop være med til at løse de mere strukturelle problemstillinger ved at pege på, hvor vi kan prioritere i det daglige, så det giver mening for patienter og læger, siger Mads Duedahl.

Region Nordjylland arbejder også medVælg Klogts anbefalingom at undgå antibiotika til øvre luftvejsinfektioner, eksempelvis bihule-, mellemøre- og halsbetændelse, når der ikke er tegn på bakteriel infektion. Unødig brug af antibiotika som penicillin kan medføre, at patienter bliver antibiotikaresistente, så det bliver sværere at bekæmpe helt almindelige sygdomme. 

Jeg tror uden tvivl, at det giver bedst mening at holde det daglige arbejde i Vælg Klogt adskilt fra det politiske niveau i regionerne, fordi det i sig selv er en garant for, at anbefalingerne ikke er et led i en spareøvelse. Nu er vi også ved at se resultaterne af implementeringen på nogen af anbefalingerne, og det lover godt og giver også legitimitet til arbejdet, slutter Mads Duedahl.
Det pressede sundhedsvæsen 

Sundhedsvæsenet er under pres, og det er vigtigere end nogensinde før, at aktiviteter og arbejdsgange bliver vurderet og tilrettelagt med udgangspunkt i patienternes ønsker og behov, så ressourcerne bliver brugt bedst muligt. 

Vælg Klogt har spurgt landets fem regionsformænd om, hvad patienter og læger kan sammen, og hvorfor kloge valg er vigtige både nu og i fremtiden. 

Læs interview med Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden. 

Læs interview med Stephanie Lose, regionsrådsformand i Region Syddanmark.  
 
Læs interview med Anders Kühnau, regionsrådsformand i Region Midtjylland. 

Læs interview med Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Hvem er Vælg Klogt? 

Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter udgør tilsammen Vælg Klogt. Et stærkt fagligt fællesskab mellem 900.000 patienter og pårørende og godt 25.000 læger og andre sundhedsprofessionelle. 

Sammen peger patienter og læger på, hvad sundhedsvæsenet skal gøre mindre af, fordi det hverken gavner patienternes livskvalitet eller har en faglig begrundelse. Vælg Klogt er finansieret af Danske Regioner foreløbigt til og med 2024. 

Læs mereom Vælg Klogts organisering og arbejde.