Heino Knudsen: Vælg Klogt giver patienter tryghed

Interview
Heino Knudsen

Anbefalinger fra Vælg Klogt, der skal gøre op med unødvendige behandlinger, bliver til i en dialog mellem patienter og læger, hvor begge parter har lige stort mandat. At patienter sidder med ved bordenden giver en tryghed, som ingen anden model kan give, siger formanden i Region Sjælland.

Færre konsultationer hos en læge eller sygeplejerske, når du som patient skal hente din vederlagsfri medicin eller har velbehandlet diabetes. Anbefalinger, der umiddelbart kan lyde som en fiks spareøvelse alene til gavn for sundhedsvæsenets pengepung. Men det er ikke tilfældet, for netop de to forslag har patient- og pårørendeforeninger peget på som områder, hvor deres medlemmer ønsker at se mindre til sundhedsvæsenet, og som Vælg Klogt derfor har arbejdet med.

Det er afgørende, at læger og patienter har et ligeværdigt samarbejde om, hvad vi skal gøre mindre af, for det giver patienterne vished om, at de anbefalinger, Vælg Klogt udvikler, både er faglige forsvarlige og tjener patienternes eget bedste ved at gøre hverdagen nemmere, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, og fortsætter:

Mange af Vælg Klogts anbefalinger understreger netop, at patienterne kun skal have mindre kontakt med sundhedsvæsenet, hvad enten det er behandlinger eller konsultationer, hvis de føler sig trygge ved det.

En af Vælg Klogts nyeste anbefalinger, som Region Sjælland arbejder med, er at undgå unødvendige diabeteskonsultationer af patienter med velbehandlet diabetes. Mange patienter oplever at spilde deres tid og overskud på rutinemæssige diabeteskonsultationer, som de ikke selv ønsker, fordi deres diabetes er velreguleret.

Diabetesambulatoriet på Nykøbing Falster Sygehus har været med til at udarbejde Vælg Klogts diabetes-anbefaling og kæmper dagligt for at gøre op med fastgroede rutiner, så antallet af unødvendige diabeteskonsultationer kan blive nedbragt. Derfor begyndte ambulatoriet sidste år som noget nyt at arbejde med processen triagering, hvor alle patienter bliver vurderet og prioriteret på baggrund af deres sygdom og potentiale for forbedring.

Læs mere om Nykøbing Falster Sygehus’ arbejde med diabetes-anbefalingen.

Vælg Klogts samarbejdsmodel kan noget specielt

En anden Vælg Klogt-anbefaling, som regionen har ført ud i livet, er, at patienter bør undgå fysisk fremmøde på den behandlende enhed for at hente vederlagsfri medicin, når hverken patient eller behandler ser et behov. Patienter i Region Sjælland kan som noget nyt hente deres vederlagsfri medicin i pakkebokse eller receptioner flere steder på regionens hospitaler.

Et initiativ, der sparer patienterne for tid på en eventuel uønsket konsultation i forbindelse med medicinudleveringen, og gør det mere fleksibelt at hente medicin, så det passer ind i hverdagen. Samtidig frigiver det tid hos personalet, der kan prioritere andre opgaver og de patienter, der ønsker konsultation.

Vi skal hele tiden blive skarpere på at bruge ressourcerne bedst muligt ved at målrette dem til de patienter, som har størst behov for hjælp. Det er bidende nødvendigt på grund af den virkelighed, vi står i, hvor vi bliver dygtigere og dygtigere til at behandle mere komplekse sygdomme og antallet af ældre, der gør brug af sundhedsvæsenets ydelser, hele tiden bliver større, siger Heino Knudsen.

Region Sjælland arbejder tilmed med en ny Vælg Klogt-anbefaling, der siger, at man bør undgå, at patienter med livstruende sygdom oplever unødig lidelse ved at sikre tidlig og systematisk vurdering af deres palliative behov. Hvert år får flere danskere én eller flere livstruende sygdomme som eksempelvis kræft, neurologiske lidelser, hjerte- eller lungesygdomme. Mange af dem kan have gavn af palliation – specialiseret smertelindring – af de lidelser og problemer, som kan være forbundet med deres sygdom, for at øge livskvaliteten for patienter og pårørende.

Vælg Klogt kan noget, som ingen andre organisationer kan, og samarbejdsmodellen forsikrer patienter og læger om, at målet for arbejdet ikke er at spare kroner og ører, men derimod at give patienterne den bedste behandling. Medvirker anbefalingerne til, at ressourcer kan fordeles til andre områder i sundhedsvæsenet, hvor behovet for dem er større, er det kun en kærkommen sidegevinst.

Læs mere om udviklingen af palliation-anbefalingen.

Det pressede sundhedsvæsen 

Sundhedsvæsenet er under pres, og det er vigtigere end nogensinde før, at aktiviteter og arbejdsgange bliver vurderet og tilrettelagt med udgangspunkt i patienternes ønsker og behov, så ressourcerne bliver brugt bedst muligt. 

I de kommende uger spørger Vælg Klogt landets fem regionsformænd om, hvad patienter og læger kan sammen, og hvorfor kloge valg er vigtige både nu og i fremtiden. 

Læs interview med Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden. 

Læs interview med Stephanie Lose, regionsrådsformand i Region Syddanmark.  
 
Læs interview med Anders Kühnau, regionsrådsformand i Region Midtjylland. 

Hvem er Vælg Klogt? 

Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter udgør tilsammen Vælg Klogt. Et stærkt fagligt fællesskab mellem 900.000 patienter og pårørende og godt 25.000 læger og andre sundhedsprofessionelle. 

Sammen peger patienter og læger på, hvad sundhedsvæsenet skal gøre mindre af, fordi det hverken gavner patienternes livskvalitet eller har en faglig begrundelse. Vælg Klogt er finansieret af Danske Regioner foreløbigt til og med 2024. 

Læs mereom Vælg Klogts organisering og arbejde.