Anbefalinger for 2022 skal føre til mindre spild

Nyhed
Pille under lup

Vælg Klogt-anbefalinger for 2022 skal komme spild til livs og frigøre ressourcer ved at adressere overforbrug, der ikke gavner patienter. Vil du bidrage, så se her hvordan.

Spild og manglende ressourcer er velkendte udfordringer i sundhedsvæsenet. Og den nemme, hurtige løsning er ikke én, man lige får øje på. Til gengæld bidrager Vælg Klogt til det lange seje træk, og kommer i 2022 med nye anbefalinger inden for seks områder, der skal minimere unødvendige undersøgelser eller aktivitet i sundhedsvæsenet.

Læs om alle seks områder

Det er lidt af et nåleøje de seks områder har været igennem. For det er på baggrund af input fra sundhedsprofessionelle, patientorganisationer og patienter, at områderne er udvalgt i mængden af 400 forskellige bud på unødvendige undersøgelser, behandlinger, kontroller og andre former for unødig kontakt med sundhedsvæsenet.

Nye områder bygger på patienters ønsker

Vælg Klogt har i sommeren 2021 lavet en undersøgelse om patienters oplevelser med unødvendig behandling. Her svarede en fjerdedel, at de havde oplevet unødig kontakt med sundhedsvæsenet. Undersøgelsen har givet input fra patienter og pårørende, og har blandt andet ført til, at Vælg Klogt i første halvår af 2022 skal arbejde med minimere unødvendigt fysisk fremmøde i forbindelse med medicinafhentning, at undgå prøver og undersøgelser, der bliver gentaget, samt området om diabeteskontroller.

Læs rapporten "Når mere ikke er bedre"

Alle seks områder er udvalgt som nogle, der vurderes at have stor effekt og betydning for patienter, for den kliniske praksis og vurderes at have en vis forekomst i det danske sundhedsvæsen.

Anbefalinger skal reducere overforbrug

Læs herunder, hvilke områder, der er valgt og hvornår arbejdet går i gang:

Område Hvad Hvornår
Medicinafhentning fra hospitaler Udviklingsworkshop Første halvår af 2022
Antibiotika til øvre luftvejsinfektioner u. tegn på bakteriel infektion Udviklingsworkshop Første halvår af 2022
Gentagne laboratorieundersøgelser Udviklingsworkshop Første halvår af 2022
Rutineundersøgelser ved akut vurdering eller indlæggelse Afdækkende undersøgelse af fokusområde, samt udviklingsworkshop Sidste halvår af 2022.
Palliativ indsats til kræftpatienter Udviklingsworkshop Sidste halvår af 2022.
Rutinekontroller af velregulerede patienter med diabetes Høring blandt interessenter, afdækning af evidens og afgrænsning af fokusområde. Fra januar 2022

Tre trin til anbefaling

Vælg Klogts arbejde er baseret på inddragelse af alle relevante parter, faglige spydspidser og patientrepræsentanter. Der er tre trin før en anbefaling er endeligt godkendt, accepteret og vedtaget.

Første trin er, at relevante lægevidenskabelige selskaber, patientorganisationer, andre sundhedsprofessionelle samt aktører fra regioner og kommuner med flere, inviteres til udviklingsworkshop. På workshoppen diskuteres problemstillingen, samt barrierer og mulige løsninger. Og endnu vigtigere; deltagerne lægger sig fast på en ordlyd, der kan forstås af alle og som indeholder eventuelle forbehold eller præciseringer af patientgruppe eller lignende.

Andet trin er, at anbefalingen skal indskrives i de relevante selskabers kliniske retningslinjer.

tredje trin kommunikeres anbefalingen ud til de relevante parter, herunder regioner, kommuner med flere, og herefter kan det egentlige lokale og regionale implementeringsarbejde begynde.

Læs om hele processen

Ved du noget, vi ikke ved?

Samarbejde er en integreret del af Vælg Klogts tilgang, og kun sådan bliver arbejdet tilstrækkeligt fagligt funderet og opnår den nødvendige opbakning og gennemslagskraft. Hvis du har viden eller erfaring, vi bør inddrage i udviklingen af anbefalingerne, så send os en mail.