Fra 400 forslag til 6 nye anbefalinger

Nyhed
Små trækuber, der viser mennesker, der får en idé

Flere hundrede forslag er blevet til et katalog over 19 kvalificerede bud på behandlinger eller undersøgelser, der er potentielt unødvendige. Vælg Klogts bedømmelsesudvalg vurderer hvilke forslag, der er bedst.

Flere hundrede patienter og pårørende har delt oplevelser med, hvad der, i deres øjne, er unødvendige behandlinger og undersøgelser. Og fra sundhedsprofessionelle og lægefaglige selskaber har Vælg Klogt modtaget 60 forslag til, hvad der er potentielt overflødigt i sundhedsvæsenet. Forslagene er derefter kvalificeret fagligt og er nu blevet til et katalog på 19 områder.

Hent kataloget

Input fra 18 specialer

I foråret og sommeren 2021 har læger og sundhedsfaglige haft mulighed for at sende forslag til Vælg Klogt. Det er forslag til områder, hvor der i dag er behandlinger eller undersøgelser, der ikke er fagligt belæg for, som ikke gør en forskel for patienterne eller deres behandling, eller som endda er direkte skadelige. Forslagene er kommet fra 18 forskellige specialer, heraf går 19 input på tværs af specialer.

Eksempler fra specialer:

  • Undgå antibiotika til øvre luftvejsinfektioner
  • Undgå at tage røntgenbilleder af thorax, når det ikke har konsekvens for behandlingen
  • Undgå undersøgelser, der ikke er anbefalede, fx koloskopier og blodprøver, ved udredning af irritabel tyktarm.

325 unødvendige oplevelser fra patienter

Fra patienter og pårørende er der kommet mere end 300 beskrivelser af undersøgelser, behandlinger og generel kontakt med sundhedsvæsenet, der opfattes som ikke-gavnligt. Besvarelserne er kommet ind via en survey, som er distribueret til patienter og deres pårørende via 14 patientforeninger. Yderligere 14 forslag er kommet direkte fra patientforeningernes sekretariater.

Eksempler fra patienter:

  • Undgå rutinemæssige kontroller af velregulerede diabetespatienter
  • Undgå fysisk fremmøde på hospital for at afhente særlig sclerosemedicin, hvis ikke der er behov for en fysisk konsultation
  • Undgå at sundhedsfagligt personale foretager blodprøver på patienter med nyresygdom, hvis patienten selv har kompetencerne.

Forslagene skal sætte et aftryk

Fra listen skal der udvælges seks områder, som kan blive til nye Vælg Klogt-anbefalinger. Der skal derfor være tale om nogle forslag som, hvis de bliver til anbefalinger og implementeres, sætter et vist aftryk på den kliniske praksis og samtidig gør en forskel for patienter og pårørende. Det er Vælg Klogts bedømmelsesudvalg, der på et møde 30. september, indstiller hvilke seks områder, der skal arbejdes videre med. De seks områder, der bliver til nye anbefalinger besluttes endeligt af Vælg Klogts styregruppe 4. november.

Sådan har vi gjort

Alle forslag er sorteret, kvalificeret og vurderet ud fra bl.a. fire kriterier for, hvornår et område kan blive til en Vælg Klogt-anbefaling. De fire kriterier vi har vurderet forslagene op imod er:

  1. Forslaget skal omhandle en procedure, undersøgelse eller behandling, som har en vis forekomst i det danske sundhedsvæsen.
  2. Forslaget skal omhandle en procedure, undersøgelse eller behandling, som er unødvendig og/eller som medfører en belastning hos patienterne, der kunne være undgået.
  3. Der skal være eller kunne skabes evidens, som støtter det enkelte forslag, og i mangel på evidens skal der være bred konsensus i fagkredse.
  4. Forslaget skal omhandle overforbrug af en procedure, undersøgelse eller behandling, så der kan formuleres en ”undgå at” anbefaling på området.

Kontakt

Billede af Camilla Flintholm Raft

Camilla Flintholm Raft

Konsulent
24 75 11 49

Vælg Klogts bedømmelsesudvalg​​​​ 

Bente Malling: Læge, ph.d., lektor emerita, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.  Medlem af Lægevidenskabelige Selskabers bestyrelse.

Ida Donkin Læge, ph.d., Gynækologisk/obstetrisk afdeling, Nordsjællands Hospital. Medlem af Lægevidenskabelige Selskabers bestyrelse.

Helen Bernt Andersen: Formand for Kræftens Bekæmpelse og medlem af Danske Patienters forretningsudvalg. Sundhedsfaglig direktionskonsulent, Rigshospitalet.

Mette Bryde Lind: Direktør i Gigtforeningen og medlem af Danske Patienters forretningsudvalg.