Pilotprojekt: Patienter og fagpersoner kan spare tid ved digitale anæstesitilsyn

Nyhed
Billede af kvindelig læge med tablet i hånden

To nordjyske hospitaler afprøver, hvordan patienter der skal i fuld bedøvelse før en ukompliceret operation, kan undgå fysisk anæstesitilsyn. Patienter kan spare ventetid, og fagpersoner kan planlægge bedre.

45 minutter i hospitalets venteværelse for at komme til hos anæstesilægen- eller sygeplejersken. Sådan kan dagen se ud for mange patienter, der skal møde fysisk op til anæstesitilsyn før en operation. Men er patienterne raske og er der få risici ved operationen, så kan et digitalt tilsyn være tilstrækkeligt.

Derfor har Region Nordjylland i samarbejde med Vælg Klogt valgt at afprøve anbefalingen for at reducere antallet af unødvendige fysiske tilsyn. En af de to hospitalsafdelinger, som har takket ja til at deltage, er Afdeling for Anæstesi og Intensiv på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

Før pilotprojektet er alle patienter som udgangspunkt mødt op til et tilsyn på hospitalet, men hvis patienterne er raske og trygge ved et digitalt tilsyn, er det ikke alene spild af deres tid, men også af vores. Patienterne kan spare helt op til en time i venteværelset, og vi får mulighed for at planlægge vores tid bedre ved at tilse nogle patienter digitalt på et mindre travlt tidspunkt.
Niels-Erik Ribergaard, ledende overlæge på Regionshospital Nordjylland, Hjørring.

Kun raske patienter kan få et digitalt tilsyn

Pilotprojektet inkluderer omkring 300 patienter i alderen 18-75 år. De skal alle i fuld bedøvelse i forbindelse med et kortere og ukompliceret indgreb, som eksempelvis kirurgisk fjernelse af mandler eller lyskebrok. Det er en forudsætning, at patienterne er raske og ikke lider af eksempelvis overvægt eller sygdom i luftvejene.

Hvad er et anæstesitilsyn?

Anæstesitilsyn er en konsultation, hvor planen for bedøvelse i forbindelse med et indgreb lægges. Formålet med tilsynet er:

  • at vælge den rette form for anæstesi
  • at vurdere anæstesimidler, overvågning og eventuelt behov for medicinering eller prøver før indgrebet
  • at afdække allergier, vurdere luftvejene mv.
  • at informere og forberede patienten på den forestående bedøvelse og så vidt muligt tage hensyn til den enkelte patients ønsker.

I praksis betyder anbefalingen, at nogle patienter kan nøjes med et såkaldt papirtilsyn, hvor anæstesilægen-eller sygeplejersken gennemgår journalen uden patientens tilstedeværelse. Bliver personalet i tvivl om oplysningerne i journalen, så vil patienten modtage en telefon- eller videosamtale. Patienter, der ikke opfylder kriterierne for et digitalt tilsyn, vil skulle møde op til en samtale på hospitalet.

Det er fuldt fagligt forsvarligt, ellers ville vi aldrig tilbyde det. Resultatet af tilsynet er det samme, hvad enten den pågældende patientgruppe får et papirtilsyn eller en samtale på hospitalet, siger Niels Erik-Ribergaard og fortsætter:

Flere digitale tilsyn vil frigøre tid og personale til de patienter, hvis helbred ikke tillader dem andet end et fysisk tilsyn. Det vil gøre en stor forskel for os i hverdagen med knap så meget stress og jag.

Patienterne skal have mere indflydelse

Vælg Klogts princip bag anbefalingen lyder, at selvom patienterne er raske, afgør de selv, hvilken tilsynsform de har behov for. Derfor skal kirurgen forud for operationen præsentere de forskellige muligheder og sammen med patienten vælge det rette anæstesitilsyn.

Det er et væsentligt princip, mener Anette Ørtoft, der er ansat som patientrepræsentant på Aalborg Universitetshospital, som også deltager i pilotprojektet. Hendes opgave er at have patienternes briller på og arbejde for, at de bliver inddraget mere i de beslutninger, som påvirker dem.

Patienten skal have det sidste ord og frit kunne vælge den tilsynsform, som de er mest trygge ved. Det kan kun lade sig gøre gennem en ligeværdig dialog, hvor kirurgerne ikke stiller ledende spørgsmål eller italesætter deres vurderinger, før de har lyttet til patientens ønsker og behov.
Anette Ørtoft, patientrepræsentant på Aalborg Universitetshospital

Hun mener ligesom Vælg Klogt, at et digitalt tilsyn aldrig må erstatte et fysisk tilsyn alene for at tilgodese hospitalet, men hvis patienterne foretrækker et digitalt møde, og deres helbred tillader det, så er der mange fordele at høste for både patienter og sundhedsvæsen.

Der skal være plads til at fortryde, så selvom patienterne har takket ja til et digitalt tilsyn, men efterfølgende bliver utrygge ved valget, skal det være muligt for dem at få et fysisk tilsyn i stedet.
Anette Ørtoft, patientrepræsentant på Aalborg Universitetshospital

En fælles beslutning mellem patient og fagperson

En anden afdeling, der deltager i pilotprojektet, er Øre-, Næse- og Halskirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Her har man ligesom på Regionshospital Nordjylland, Hjørring som udgangspunkt udført et fysisk anæstesitilsyn af alle patienter.

Jeg har ofte overvejet, om det ikke ville være en fordel for nogle patienter at kunne tage hjem lige efter deres forundersøgelse i stedet for at vente op til en time på et anæstesitilsyn. Derfor håber jeg, at patienterne vil tage positivt imod de nye valgmuligheder, for de vil uden tvivl gavne planlægningen på afdelingen.
Mette Kathrine Daugaard Hansen, afsnitskoordinator og anæstesisygeplejerske på Aalborg Universitetshospital.

Ligesom Anette Ørtoft mener hun, at det bliver en ny og lærerig udfordring for både patienter og fagpersonale at skulle træffe beslutning om tilsynsform i fællesskab. En dialog, der vil kræve, at fagpersonerne i endnu højere grad fortolker patienterne rigtigt.

Patienterne skal som noget nyt mærke efter, hvad de har af ønsker, og fagpersonerne skal lære at vælge den rette tilsynsform sammen med patienterne uden at farve deres beslutning.
Mette Kathrine Daugaard Hansen, afsnitskoordinator og anæstesisygeplejerske på Aalborg Universitetshospital.

Pilotprojektet vil forløbe over resten af året, og til sidst vil Vælg Klogt komme med erfaringer og værktøjer, så andre kan arbejde med anbefalingen i praksis.


Apparat på hospitalsstue, der måler blodtryk m.m.
Nyhed

Coronakrisen fører til arbejdsgange vi skal holde fast i, viser ny undersøgelse. Digitale anæstesitilsyn kan være vejen frem – patienter sparer transport og ventetid, og...

Kontakt

Billede af Lotte Birk Godiksen

Lotte Birk Godiksen

Konsulent
51 23 33 60

Vælg Klogts anbefaling om anæstesitilsyn

Anbefalingen lyder: Undgå anæstesitilsyn ved fysisk fremmøde før lavrisiko-operationer, når det ikke er nødvendigt.

Lavrisiko-operationer er mindre indgreb, hvor risikoen for komplikationer under og efter indgrebet er lav, såsom:

  • brokoperationer
  • kikkertoperationer
  • hånd- og fodkirurgi
  • kosmetiske indgreb m.fl.

Det er oftest ellers raske mennesker eller mennesker med let velbehandlet sygdom som fx forhøjet blodtryk, forhøjet blodsukker, overvægt, rygning og let alkoholindtag, som omfattes af denne type operation.

Find kilder og baggrund for anbefalingen