Anne Kaltoft stopper som formand for Vælg Klogt

Pressemeddelelse
Anne Kaltoft

Efter fire år på posten er tiden inde til at give formandsstafetten i Vælg Klogt videre, siger Anne Kaltoft.

Da Anne Kaltoft for fire år siden blev indstillet af Danske Patienter til formandsposten i den nystartede organisation, Vælg Klogt, havde hun ikke fantasi til at forestille sig, hvor vigtig organisationen skulle blive.

Vi var knapt trukket i arbejdstøjet, før coronaen ramte og på mange måder ændrede vores forestilling om sundhedsvæsenet og hvad det kan levere. Siden er debatten om prioritering intensiveret, og det har vist sig at være meget nødvendigt med en stærk organisation, der forener det faglige perspektiv med patientperspektivet, og det er jeg stolt af at have været med til at bygge op, siger Anne Kaltoft, der er administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Siden 2020, hvor de Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter etablerede Vælg Klogt med støtte fra Danske Regioner, har Anne Kaltoft været med til at forme organisationen fra bunden med konsolidering, etablering af sekretariat og styregruppe, strategiarbejde og rammerne for, hvordan Vælg Klogt udvikler anbefalinger til, hvad sundhedsvæsenet skal holde op med at gøre.

Senest har Anne Kaltoft været med til at lave en ny strategi 2.0 for Vælg Klogt i efteråret, og derfor mener hun, at timingen for at give formandsposten videre er god nu.

Der er lagt et solidt grundlag for at bringe organisationen ind i fremtidens prioriteringsarbejde og styrke rammerne for at udvikle anbefalinger og sørge for, at sundhedsvæsenet får dem implementeret, siger Anne Kaltoft og fortsætter:

Tidspunktet er dog også rigtigt for mig, så jeg kan hellige min tid til Hjerteforeningen. Jeg vil glæde mig til at følge med i Vælg Klogts vigtige arbejde fra sidelinjen – og selvfølgelig fortsat bidrage med patienternes perspektiv i prioriteringsdebatten.

Susanne Axelsen, der er daglig leder af Vælg Klogt, har forståelse for Anne Kaltofts beslutning og takker hende for den store indsats:

Det har været en fornøjelse at have Anne med hele vejen igennem. Hun har sat et vigtigt aftryk og har en stor del af æren for, at Vælg Klogt er nået hertil som en veletableret og velrenommeret organisation, siger Susanne Axelsen.

En ny formand skal udpeges i Danske Patienter, og den proces er allerede sat i gang. Indtil da overtager Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter og medlem af Vælg Klogts styregruppe, Anne Kaltofts opgaver.

Om Vælg Klogt

Vælg Klogt er en bottom-up organisation startet og drevet i et ligeværdigt samarbejde mellem Danske Patienter og Lægevidenskabelige Selskaber med det formål at pege på, hvad sundhedsvæsenet skal holde op med at gøre – fordi det er overflødigt, unødvendigt eller til skade for patienterne.

Organisationen er støttet af Danske Regioner. Foreløbigt til og med udgangen af 2024.

Vælg Klogt har indtil videre udviklet 15 anbefalinger, som sundhedspersoner og patienter er enige om, at sundhedsvæsenet skal undgå. Se anbefalingerne her.

Kontakt

Rikke Skovgaard. Foto: Tea Petersen

Rikke Skovgaard

Kommunikationsansvarlig
31 18 93 42

Principper for Vælg Klogt

Når Vælg Klogt udvikler anbefalinger, sker det i et ligeværdigt samarbejde mellem sundhedspersoner og patienter – lige fra udvælgelsen af områder til den færdige formulering. Det sikrer bred opbakning til vores anbefalinger.

Vi arbejder derfor efter en række principper:

  • Anbefalingen skal omhandle en procedure, undersøgelse eller behandling, som er unødvendig ud fra både et fagligt- og patientperspektiv.
     
  • Der skal være evidens, som støtter den enkelte anbefaling, og i mangel på evidens skal der være bred konsensus i fagkredse og patientforeninger.
     
  • Fagpersoner fra relevante specialer og patientforeninger skal bakke op om anbefalingen.
     
  • Anbefalingen skal omhandle en unødvendig procedure, undersøgelse eller behandling, som har en vis forekomst i det danske sundhedsvæsen.