Diabeteskonsultation

Vælg Klogt anbefaler, at man undgår unødvendige diabeteskonsultationer af personer med velbehandlet diabetes.

Insulinpenne

Flere personer med diabetes fortæller, at konsultationer kan føles som spild af tid, og der udtrykkes et ønske om, at de målrettes efter behov, både i forhold til antal og indhold.

Det fremgår allerede af en klinisk vejledning for almen praksis [1], at regelmæssig undersøgelse og konsultation er vigtigt for at fastholde og motivere til livsstilsændringer, regulere metaboliske faktorer og dermed forebygge udvikling af komplikationer i forbindelse med diabetes. Men også, at hyppigheden af konsultationer må besluttes af den enkelte patient og den praktiserende læge ud fra en samlet vurdering. 

Der er udviklet flere forskellige værktøjer til at behandle og monitorere diabetes hos den enkelte person. Nogle af værktøjerne er allerede taget i brug og andre er stadig under udvikling.

Vælg Klogt støtter op om initiativerne og har formuleret følgende anbefaling:

"Undgå unødvendige diabeteskonsultationer af personer med velbehandlet diabetes."

Baggrund

Rationale bag anbefalingen
Ifølge kliniske vejledninger skal alle personer med diabetes følges med en årlig statusundersøgelse samt et varierende antal mellemliggende diabeteskonsultationer. Disse mellemliggende konsultationer forekommer enten fast, for eksempel hver tredje måned, eller efter behov. Dette gælder både personer med type 2-diabetes, som følges i almen praksis, og personer med type 1-diabetes, som følges i de specialiserede diabetesambulatorier. Diabeteskonsultationer er vigtige for at forebygge udvikling af diabetiske komplikationer, men de er også ressourcekrævende for såvel patienten som for sundhedsvæsenet.

Nogle personer med velbehandlet diabetes oplever imidlertid, at det er unødvendigt med så mange diabeteskonsultationer. Dansk forskning viser, at en individualiseret og brugerstyret tilgang kan reducere behovet for diabeteskonsultationer blandt velbehandlede personer med diabetes og bidrage til øget patienttilfredshed. Derfor bør unødvendige og systematisk planlagte diabeteskonsultationer af patienter med velbehandlet diabetes undgås – og konsultationerne skal i stedet planlægges efter behov. En brugerstyret tilgang kan også føre til flere konsultationer for dem, som har et ekstra behov. Dette bliver der netop mere plads til ved at frigøre ressourcer fra de unødvendige konsultationer.

Afgrænsning

En diabeteskonsultation defineres i forbindelse med Vælg Klogts anbefaling som:

En dialog mellem personen med diabetes og læge/sygeplejerske om udviklingen inden for faktorer, der har betydning for personens diabetessygdom. Disse faktorer kan være langtidsblodsukker, blodtryk, vægt, fodundersøgelse, øjenundersøgelse, kondition, livskvalitet, KRAM faktorer, kolesterol, nyrefunktion og andre relevante laboratorieundersøgelser mv.

Konsultationen finder sted mellem de faste statusundersøgelser, som personen med diabetes og lægen/sygeplejersken afholder en gang årligt. Rammen for en diabeteskonsultation kan være et fysisk møde, et virtuelt møde eller en telefonsamtale.

Litteratur og kilder
  1. Laurberg, T., et al., Randomized controlled study to evaluate the impact of flexible patient-controlled visits in people with type 1 diabetes: The DiabetesFlex Trial. Diabet Med, 2022. 39(5): p. e14791.
  2. Drøjdahl Ryg, N., et al., Effects of Patient-Initiated Visits on Pa tient Satisfaction and Clinical Outcomes in a Type 1 Diabetes Outpa tient Clinic: A 2-Year Randomized Controlled Study. Diabetes Care, 2021. 
  3. Kristensen JK, V.J., Madsen GK, Jensen MS, Charles M, Navntoft D, Balasubramaniam K, Type 2-diabetes - opfølgning og behandling. 2019, Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM).
Hvem har bidraget til arbejdet
  • Dansk Endokrinologisk Selskab
  • Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) 
  • Dansk Selskab for Medicinsk Genetik 
  • Dansk Selskab for Fysioterapi 
  • Dansk Selskab for Klinisk Biokemi 
  • Dansk Oftalmologisk Selskab 
  • Danske fodterapeuter 
  • Diabetesforeningen 
  • Fagligt selskab for diabetessygeplejersker
  • Fagligt selskab for sygeplejersker der arbejder med udvikling og forskning 
  • Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed 
  • Nyreforeningen 
  • Patient Inddragelsesudvalget, Region Midt 
  • Patientinddragelsesudvalget, Region Sjælland 
  • Patientinddragelsesudvalget, Region Hovedstaden 
  • Steno Diabetes Center Aarhus 
  • Steno Diabetes Center Sjælland 
  • Steno Diabetes Center Odense 
  • Steno Diabetes Center Nordjylland 
  • Steno Diabetes Center Copenhagen 
  • Regions Ældrerådet

Kilde: Patienten med type 2-diabetes. Udredning og opfølgning. Klinisk Vejledning for Almen Praksis. 2019.

Kontakt

Billede af Katrine Sommerlund

Katrine Sommerlund

Konsulent
23 93 61 41