Nyt udvalg klar til kamp mod det overflødige i sundhedsvæsenet

Nyhed
klodser stablet pyramide sundhed

Seks repræsentanter fra de Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter er udpeget til nyt bedømmelsesudvalg i Vælg Klogt. Udvalget skal vurdere, hvad der kan skæres fra i det danske sundhedsvæsen.

Scanninger af lænderyggen, dobbelte blodprøver og faste diabeteskontroller. Det er blot nogle af de områder, som Vælg Klogt allerede har peget på som overflødige i det danske sundhedsvæsen.

Nu skal et bedømmelsesudvalg finde mindst 10 nye områder i sundhedsvæsenet med overflødige aktiviteter, der ikke gavner patienterne, som Vælg Klogt skal kaste sig over i den kommende tid. Målet er at frigøre ressourcer i form af tid, kompetencer og penge, som kan bruges andre steder i sundhedsvæsenet – ifølge estimater fra OECD er der helt op mod 30 procent at hente.

Initiativtagerne til Vælg Klogt – de Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter – har hver udpeget tre repræsentanter til bedømmelsesudvalget: 

  • Helen Bernt Andersen
    formand for Kræftens Bekæmpelse
  • Jonatan Myrup Staalsø
    speciallæge i neurologi, Dansk Neurologisk Selskab 
  • Karolina Lewandowska
    speciallæge i almen medicin, Dansk Selskab for Almen Medicin
  • Mette Bryde Lind
    direktør i Gigtforeningen
  • Michael Buksti
    direktør i Nyreforeningen
  • Torben Knudsen
    klinisk professor, Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi

Patienter og læger er sammen i kampen mod det overflødige

At udvalget er sammensat af både repræsentanter for læger og patienter er ikke tilfældigt – det ligeværdige samarbejde er kernen i Vælg Klogt, fortæller Susanne Axelsen, som er daglig leder af organisationen:

"Når man går ud og fjerner en undersøgelse eller behandling, som patienterne har været vant til at få, men som ikke gavner eller ligefrem kan skade, så er det vigtigt med opbakning fra både de lægefaglige miljøer og patientforeningerne," siger hun og uddyber:

"Hvis vores anbefalinger skal have gang på jord, skal de være udviklet i et tæt og ligeværdigt samarbejde mellem dem, som bliver berørt – og det starter allerede fra første step, hvor vores bedømmelsesudvalg udvælger de områder, vi skal arbejde med i Vælg Klogt."

Flere hundrede har meldt ind med forslag

Bedømmelsesudvalgets medlemmer skal i løbet af foråret mødes og i fællesskab prioritere, hvilke af de mange forslag, som Vælg Klogt har modtaget fra både klinikere, patienter, pårørende og andre, der skal omsættes til konkrete Vælg Klogt-anbefalinger. Prioriteringen sker blandt andet ud fra kriterier som relevans, impact og patientperspektiv.

"Vi er meget taknemmelige for de gode forslag, som er meldt ind til organisationen. Det vidner om en stor opbakning til den metode, vi arbejder efter i Vælg Klogt – og det vidner også om, at der fortsat er meget i sundhedsvæsenet, som kan skæres fra uden at man går på kompromis med patienternes behandling. Jeg er spændt på, hvad bedømmelsesudvalget kommer frem til," siger Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter og medlem af Vælg Klogts styregruppe. 

Når områderne er udvalgt, trækker Vælg Klogts sekretariat i arbejdstøjet og inviterer relevante aktører til udviklingsworkshops, hvor selve anbefalingen, barrierer og løsninger bliver beskrevet. Herefter er det Danske Regioner, som finansierer Vælg Klogt, der har ansvaret for, at anbefalingerne bliver implementeret ude på afdelinger og klinikker.