D-dimer

Vælg Klogt anbefaler, at man undgår test af D-dimer, før der er foretaget en klinisk vurdering af sandsynligheden for blodprop i lungerne.

Vælg Klogt blodprøve anbefaling3

D-dimer er en analyse, der bruges i forbindelse med mistanke om blodprop i lungerne eller de dybe vener. Analysen skal dog bruges med omtanke, fordi den kan føre til unødvendig videre udredning.

Derfor har Vælg klogt formuleret følgende anbefaling:

"Undgå test af D-dimer, før der er foretaget en klinisk vurdering af sandsynligheden for blodprop i lungerne - ved lav eller moderat sandsynlighed anbefales test af D-dimer, mens testen ikke kan bruges ved høj sandsynlighed."

Baggrund

Rationale bag anbefalingen
D-dimer er en analyse af protein-rester fra nedbrudte blodpropper, der cirkulerer i blodbanen. Høje niveauer af D-dimer ses ved blodprop i lungerne eller de dybe vener. Med en god evne til at finde de syge personer (sensitivitet på 80-100%) kan en negativ test bruges til at udelukke blodprop hos patienter med lav til moderat sandsynlighed for en blodprop.

For at bruge D-dimer mest optimalt anbefales det, at en mistanke om blodprop i lungerne indledes med en vurdering af sandsynlighed for faktisk at have en blodprop fx med Wells score. Ved lav eller moderat risiko kan en negativ D-dimer altså bruges til at udelukke blodprop i lungerne. Ved en høj sandsynlighed hvor risikoen for blodprop i lungen er 65%, bør der ikke tages en D-dimer, da testen for denne gruppe er mere usikker, og videre udredning og hurtig intervention skal igangsættes uanset testens resultat. 

Analysen har en lav evne til at "frikende" de raske personer (specificitet på 23-63%), og giver dermed et højt antal falsk-positive resultater. Dette betyder, at den er uegnet som en generel biokemisk screeningstest. Forhøjet D-dimer ses fx i forbindelse med høj alder, graviditet, kræft eller nylig operation. For disse særlige patientgrupper er antallet af patienter, der skal testes for at udelukke én med blodprop i lungerne helt oppe på 10.

D-dimer tests er hurtige, enkle og billige og kan forhindre høje omkostninger forbundet med dyre billeddiagnostiske tests til patienter med lav eller moderat sandsynlighed for blodprop i lungerne. Det er dog værd at bemærke, at testens høje frekvens af falsk-positive svar betyder, at der stadig vil blive udført en høj andel overflødig billeddiagnostik. Dette øger omfanget af unødig radioaktiv stråling, forekomsten af tilfældige fund og overdiagnostik samt flere afledte arbejdsopgaver for personalet i sundhedssektoren.

Litteratur og kilder
  1. Crawford F, Andras A, Welch K, Sheares K, Keeling D, Chappell FM. D-dimer test for excluding the diagnosis of pulmonary embolism. Cochrane Database Syst Rev. 2016;2016(8):Cd010864. 
  2. Konstantinides S, Meyer G, Becattini C, Bueno H, Geersing G-J, Harjola V-P, et al. 2019 ESC Guidelines for the diagnosis and management of acute pulmonary embolism developed in collaboration with the European Respiratory Society (ERS): The Task Force for the diagnosis and management of acute pulmonary embolism of the European Society of Cardiology (ESC). European Heart Journal. 2019:13. 
  3. Nissen Bonde AA, A; Schultz, Jacob; Kjærgaard, J; Bjerring Olesen, J; Hellfritzsch Poulsen, M og Würtz, M. Lungeemboli og dyb venetrombose.  Behandlingsvejledning: Dansk cardiologisk Selskab 2023. 
  4. van Es N, Kraaijpoel N, Klok FA, Huisman MV, Den Exter PL, Mos IC, et al. The original and simplified Wells rules and age-adjusted D-dimer testing to rule out pulmonary embolism: an individual patient data meta-analysis. J Thromb Haemost. 2017;15(4):678-84. 
  5. Konstantinides SV, Barco S, Lankeit M, Meyer G. Management of Pulmonary Embolism: An Update. J Am Coll Cardiol. 2016;67(8):976-90. 
  6. Falster CHA, N.   . Diagnostisk præcision af forhøjet fibrin D-dimer. Ugeskrift for Læger. 2022;184:V01220074.
Hvem har bidraget til arbejdet
  • Afdeling for klinisk biokemi, Region Hovedstaden
  • Dansk Lungemedicinsk Selskab
  • Dansk Selskab for Akutmedicin
  • Dansk Selskab for Almen Medicin
  • Dansk Selskab for Klinisk Biokemi 
  • Hjertesygdomme, Regionshospitalet Gødstrup
  • Lægeforeningen

Kontakt

Billede af Katrine Sommerlund

Katrine Sommerlund

Konsulent
23 93 61 41